Skriftleg spørsmål fra Inga Marte Thorkildsen (SV) til justisministeren

Dokument nr. 15:989 (2004-2005)
Innlevert: 28.09.2005
Sendt: 29.09.2005
Svart på: 06.10.2005 av justisminister Odd Einar Dørum

Inga Marte Thorkildsen (SV)

Spørsmål

Inga Marte Thorkildsen (SV): Mener statsråden at politiet i dag har tilstrekkelig lovhjemmel for å kunne bortvise prostituerte fra gater som f.eks. Karl Johan i Oslo dersom de opptrer plagsomt eller på annen måte forstyrrer den offentlige ro og orden, og var adgangen til slik bortvisning større og klarere før lovendringen i år 2000, eller kan politiet benytte seg av ordinære ordensbestemmelser som politiloven §§ 7 og 8?

Grunngiving

Visepolitimester i Oslo, Roger Andresen, uttaler i Dagbladet 27. september 2005 at politiet ikke har lovmessig dekning for å bortvise pågående prostituerte fra Karl Johan. Dette mener han skyldes en lovendring fra 2000, antakelig angjeldende § 378, som, ifølge Andresen, har ført til at politiet nå står ribbet tilbake og ikke kan gripe inn mot pågående prostitusjonsvirksomhet.
Det er etter manges mening svært lite heldig at prostitusjonen flytter seg ut i områder hvor mange mennesker ferdes, både fordi de fleste prostituerte ikke ønsker å oppholde seg på steder der de blir beglodd, og fordi mange opplever det som støtende og nedverdigende å bli utsatt for pågående salg av seksuelle tjenester. Mange antar at flyttingen dels er et resultat av press fra bakmenn.

Odd Einar Dørum (V)

Svar

Odd Einar Dørum: Innledningsvis finner jeg grunn til understreke at de problemer og utfordringer som representanten Thorkildsen refererer til i sitt spørsmål er viktig og skal tas på alvor.
Dersom prostituertes opptreden innebærer "forstyrrelser av den offentlige ro og orden", kan politiet gripe inn etter politiloven § 7 første ledd nr. 1 og eventuelt innbringe de(n) prostituerte etter § 8. I politiinstruksen § 8-1 første ledd er det presisert at politiet skal gripe inn mot "uanstendig opptreden på offentlig sted". I henhold til § 8-2 annet ledd skal politiet gripe inn mot "krenkende opptreden i ord eller handling på offentlig sted".
For at politiet skal kunne gripe inn etter ovennevnte bestemmelser, må imidlertid de prostituerte utvise en relativt stor grad av pågåenhet. Det er ikke tilstrekkelig at de befinner seg i området. Den konkrete vurderingen av om de(n) prostituerte opptrer på en måte som kvalifiserer for å gripe inn, må foretas av politiet på stedet.
Ved lov 11. august 2000 nr. 76 ble lovgivningen om seksuallovbrudd revidert. Flere bestemmelser som stod i straffelovens kapittel 38, Forseelser mod Sædelighed, ble opphevet. To av de opphevede bestemmelsene, §§ 376 og 378, kunne ramme sider ved prostitusjonen.
Straffeloven § 376 lød før lovendringen i 2000:

"Den, som paa offentlig Sted krænker Velanstændighed ved mundtlige eller skriftlige Ytringerved Forevisninger, Afbildninger, usømmelige Blottelser eller anden usømmelig Adferd, eller som medvirker til saadan Krænkelse, straffes med Bøder eller med Fængsel indtil 3 Maaneder."

Straffeloven § 378 lød før lovendringen i 2000:

"Med Fængsel indtil 3 Maaneder straffes den, som enten ved Ord, Tegn eller uanstændig Opførsel paa offentlig Sted eller på nogen anden Maade, som er egnet til at vække offentlig Forargelse, utvetydig opfordrer eller indbyder til Utugt, eller som ved offentlig Bekjendtgjørelse søger indledet utugtig Forbindelse, eller som medvirker hertil. I Gjentagelsestilfælde kan Fængsel indtil 6 Maaneder anvendes.
Under formildende Omstændigheder kan Bøder anvendes."

Det var særlig første straffalternativ i straffeloven § 378 første ledd som kunne ramme den typen henvendelser fra prostituerte som representanten Thorkildsen med begrunnelse omtaler som "plagsom" og "pågående". Straffalternativet om "offentlig bekjentgjørelse" ble videreført i straffeloven § 202 annet ledd, med en strafferamme på bøter eller fengsel inntil 6 måneder. Det øvrige innholdet i § 378 ble ikke videreført, og departementet sluttet seg til seksuallovbruddsutvalgets uttalelser om bakgrunnen for dette (Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 107):

"Etter utvalgets syn gir en slik bestemmelse dårlig sammenheng i reglene, idet prostitusjonsvirksomheten ikke er straffbar. De samme hensyn som taler mot kriminalisering av prostitusjon, tilsier også at et straffesanksjonert formidlingsforbud begrenses til prostitusjonens bakmenn. Utvalget mener at straffesanksjonene mot formidling av prostitusjonsvirksomhet bare bør rette seg mot den som fremmer og utnytter andres prostitusjon."

Departementet viste samme sted til at bestemmelsen ikke hadde vært til pådømmelse i Høyesterett siden 1955.
Etter politiloven § 7 første ledd nr. 3 jf. annet ledd kan politiet bortvise personer for å avverge eller stanse lovbrudd. Det innebærer at dersom de(n) prostituertes opptreden - etter politiets vurdering på stedet - rammes av et straffebud, kan politiet gripe inn. På den måten kan et straffebud danne grunnlag for bortvisning.
Etter opphevelsen av straffeloven §§ 376 og 378 i 2000 er det ingen straffebud som umiddelbart peker seg ut som åpenbart anvendelige, men av aktuelle straffebud som kan ramme den aktiviteten som nevnes i spørsmålet, kan nevnes straffelovens bestemmelser om trusler (§ 227), tvang (§ 222) og hensynsløs atferd (§ 390 a). Sistnevnte bestemmelse er undergitt privat påtale, men det er ikke til hindrer for at politiet kan gripe inn for å stanse handlingen. Også straffeloven § 201 om seksuelt krenkende eller annen uanstendig atferd kan være aktuell.
Etter mitt syn er det ikke riktig på ny å kriminalisere prostituertes formidling av kontakt med kunder - utover det som allerede rammes av § 202 annet ledd. Jeg viser i den forbindelse til begrunnelsen for opphevelsen av den delen av § 378. En slik tilbakeholden bruk av straff er også i samsvar med de prinsippene som den nye straffeloven bygger på, jf. Ot.prp. nr. 90 (2003-2004) side 82 flg.
Det kan likevel være et behov for å kunne bortvise prostituerte som formidler sine tjenester på en pågående og plagsom måte. I Ot.prp. nr. 113 (2004-2005) går Regjeringen inn for å oppheve straffebudet mot tigging, men tar samtidig til orde for at det skal kunne gis politivedtekter om bortvisning av tiggere som forstyrrer ro og orden eller som opptrer truende eller kvalifisert plagsomt. Departementet vil om kort tid se nærmere på om det i den forbindelse bør gjøres endringer i politiloven eller de standardvedtektene som er mønster for kommunale politivedtekter. I det arbeidet er det naturlig også å vurdere om det er behov for hjemler utover de generelle bortvisningshjemlene i politiloven for å bortvise prostituerte som opptrer pågående og plagsomt.