Peter Skovholt Gitmark (H): Bruttotonnasje er som kjent et rommål og ikke et reelt mål på et skips lasteevne og dermed inntjeningsevne. Dessverre er statlige avgifter 4-5 ganger høyere for et RoRo-skip enn et LoLo-skip der begge skip har samme lastekapasitet.
Hvorfor velger statsråden å videreføre et avgiftssystem som straffer effektiv håndtering av last, og mener statsråden at avgiftssystemet er med på å få mer last fra land til skip?
Begrunnelse
St.meld. nr. 47 (1998-99) Om evaluering av losplikt- og losgebyrsystemet.
Forutsetningen om differensierte avgifter etter tonnasjestørrelse strider mot målsettingen om å være kostnadsorientert, da utgiftene knyttet til losing er om lag den samme uavhengig av skipets størrelse. I utformingen av det nye gebyrsystemet har det vært lagt vekt på å ta hensyn til de ulike fartøykategoriers inntjeningsevne ved å differensiere avgiftssatsene etter fartøysstørrelse.
Følgende eksempel er hentet fra brev fra rederiet DFDS til Kysdirektoratet, datert 2. desember: "Som et eksempel kan nævnes DFDS Tor Lines to store RoRo søsterskibe med et rummål på 32 289 BT. Skibene anløber Brevik i Norge på rute mellem Gent (Belgien) og Göteborg hver ca. 50 gange, i alt ca. 100 gange årligt, med et statsligt gebyr på Nok 5,7 Mio. pa. Tilsvarende har et LoLo-skib på 750 TEUs med et BT på 6 901 samme lastekapacitet og bliver ved 100 årlige anløb opkrævet Nok 1,3 Mio. p.a.
Som bekendt er bruttotonnage et rummål og ikke et udtryk for skibets lasteevne. Et Fragt-RoRo (med op til 12 passagerer) har et BT 4-5 gange større BT end et container LoLo-skib med tilsvarende lastekapacitet."