Forslag til nytt kapittel XII B om utsende arbeidstakarar i lov
4. februar 1977 nr. 4 om arbeidervern og arbeidsmiljø (arbeidsmiljølova),
blir fremma for å implementere Rådsdirektiv 96/71/EF
om utsending av arbeidstakarar i samband med tenesteyting i norsk rett.
Direktivet blei innlemma i EØS-avtalen ved vedtak i EØS-komiteen
30. april 1998. Stortinget gav sitt samtykke til innlemminga
23. november 1998. Direktivet skal gjennomførast
i norsk rett innan 16. desember 1999.
Direktivet seier at verksemder som sender ut arbeidstakarar til
Noreg på mellombels oppdrag, skal sikre at arbeidstakarane
blir omfatta av dei føresegnene Noreg har når
det gjeld nærmare opplista arbeids- og tilsetjingsvilkår,
dersom dei ikkje allereie på førehand er sikra
gunstigare vilkår. Reglar om likebehandling av menn og
kvinner og andre reglar om likebehandling skal også gjerast
gjeldande for utsende arbeidstakarar.
Formålet med direktivet er både å lette
utvekslinga av tenester mellom landa og å sikre rettane
til arbeidstakarane, herunder å hindre «sosial
dumping». For Noregs del vil det seie å sikre
at norske arbeids- og tilsetjingsvilkår blir gjorde gjeldande
for arbeidstakarar som er utsende til Noreg. Direktivet er eit minimumsdirektiv
og er dermed ikkje til hinder for at det blir nytta arbeids- og
tilsetjingsvilkår som er gunstigare for arbeidstakarane.
Direktivet er eit såkalla partielt harmoniserande direktiv.
Det fastset ingen minimumsrettar for vern av arbeidstakarane, men
gir EØS-landa pålegg om å bruke gjeldande
rett også for arbeidstakarar som er utsende til deira territorium.
Innhaldet i rettane er såleis avhengig av nasjonal rett.
Direktivet pålegg dermed ikkje Noreg å innføre
reglar på desse områda. Det inneheld berre eit
krav om at dersom vi har slike reglar fastsette i lov, forskrift
eller allmenngjord tariffavtale, skal reglane også gjelde
for utsende arbeidstakarar. På fleire av dei områda
som er opplista i direktivet, har Noreg reglar som gjeld for alle
arbeidstakarar som utfører arbeid i Noreg. På andre
område, t.d. når det gjeld ferie, kan lovvalsreglane
føre til at dei norske reglane ikkje blir tekne i bruk.
Noreg har ingen lovfeste føresegner om lønn. Slike
føresegner er berre fastsette i tariffavtalar og individuelle
arbeidsavtalar.
Stortinget vedtok i 1993 lov 4. juni 1993 nr. 58 om
allmenngjering av tariffavtaler m.v. (allmenngjeringslova). Bakgrunnen
var at det etter at EØS-avtalen tok til å gjelde,
ikkje lenger blir stilt noko krav om arbeidsløyve for arbeidstakarar
frå EØS-området som ønskjer å arbeide
i eit anna EØS-land. Formålet med allmenngjeringslova
er å sikre utanlandske arbeidstakarar norske arbeids- og
tilsetjingsvilkår og å hindre sosial dumping.
Lova gir høve til å gjere vedtak om allmenngjering
av tariffavtalar, dvs. at det kan gjerast vedtak om at ein landsomfattande
tariffavtale skal gjerast gjeldande for alle arbeidstakarar som
utfører arbeid av den art avtalen omfattar. Til no er det
ikkje gjort nokon slike vedtak.
For arbeidstakarar utanfor EØS-området har
Utlendingsdirektoratet høve til å setje som vilkår
for at det blir gitt arbeidsløyve, at lønns- og
arbeidsvilkåra ikkje er dårlegare enn etter gjeldande
tariffavtale, regulativ eller det som elles er vanleg for vedkomande stad
og yrke, jf. utlendingsforskrifta 21. desember 1990 § 2.
Dette er i tråd med ein avtale som blei inngått
mellom LO og NAF (no NHO) i 1975, med retningslinjer for framgangsmåten
for behandling av lønns- og arbeidsvilkår o.a.
ved søknader om å få bruke utanlandsk
arbeidskraft på tidsavgrensa oppdrag.
Fleire fagforbund har eigne løysingar for å hindre sosial
dumping. Utsendingsdirektivet og forslaget til føresegner
for utsende arbeidstakarar vil ikkje vere til hinder for at ordningar
som alt eksisterer, held fram.
I proposisjonen blir det føreteke ein nærare
gjennomgang av direktivet om utsending av arbeidstakarar, artikkel
1-7. I proposisjonen blir det også gjort rede for gjeldande
rett om arbeids- og tilsettingsvilkår regulert i lov eller
forskrift og internasjonal privat- og prosessrett, herunder fullbyrding
av dommar. Dessutan blir det omtala kven som er ansvarleg
for informasjon og tilsyn.
Eit notat med forslag til lov om utsending av arbeidstakarar
blei sendt på høyring 5. februar 1999.
Ei rekke instansar og organisasjonar blei bedne om å komme
med eventuelle merknader.
Høyringsinstansane var i hovudsak positive til forslaget.
I proposisjonen er det gjort nærare greie for merknadene
deira.
I norsk rett finst det i dag ingen særskilde reglar for
arbeidstakarar som arbeider i Noreg på kortvarige oppdrag.
Dei fleste arbeidsrettslege reglane gjeld likevel for alle som utfører
arbeid i Noreg, uavhengig av kor lenge arbeidet varer. For andre
reglar er bruken avhengig av om arbeidsforholdet har si nærmaste tilknyting
til Noreg eller eit anna land. Implementeringa av utsendingsdirektivet
inneber at utsende arbeidstakarar skal omfattast av norsk lovgiving
om arbeids- og tilsetjingsvilkår på nærmare
spesifiserte område og sikrast tilgang til norske domstolar
for å kunne ta vare på rettane sine.
Utsendingsdirektivet gjeld for EØS-landa. Det går fram
av artikkel 1 nr. 4 i direktivet at verksemder frå andre
land ikkje skal få ei gunstigare behandling enn verksemder
frå EØS-landa. Kommunal- og regionaldepartementet
føreslår derfor at reglane skal gjelde for alle
utanlandske verksemder som sender arbeidstakarar til Noreg på kortvarige
oppdrag.
Dei fleste av høyringsinstansane som har uttalt seg
om forslaget, er positive til at lova får eit så vidt bruksområde.
Kommunal- og regionaldepartementet finn at når føresegnene
for utsende arbeidstakarar blir tekne inn i arbeidsmiljølova,
bør reglane få det same verkeområdet
som arbeidsmiljølova, også når det gjeld
petroleumsverksemda, jf. arbeidsmiljølova § 2
nr. 3 og forskrift om arbeidervern og arbeidsmiljø i petroleumsvirksomheten
av 27. november 1992.
Etter direktivet skal reglane ikkje gjelde for verksemder i handelsflåten
når det gjeld mannskapet om bord på skip. Det
blir ikkje opna for unntak for verksemder innanfor andre sektorar.
Kommunal- og regionaldepartementet føreslår
at unntaket skal omfatte all skipsfart, også innanriks skipsfart.
Dette er i tråd med bakgrunnen for unntaket, nemleg at
skipsfart står i ei særstilling når det
gjeld arbeids- og tilsetjingsvilkår. Sjømannslova
sikrar i utgangspunktet både norske og utanlandske verksemder likearta
arbeids- og tilsetjingsvilkår. Unntaket får etter dette
det same innhaldet som unntaket for skipsfart i arbeidsmiljølova § 2
nr. 2 a). Det er dermed ikkje nødvendig å ha ein
eigen unntaksregel for skipsfart i kapittelet om utsende arbeidstakarar.
Lova bør ikkje omfatte Svalbard. Svalbard kjem ikkje
inn under EØS-avtalen, og plikter etter avtalen har derfor
ikkje ført til endringar i den retten utlendingar har til å arbeide
på Svalbard.
Etter direktivet skal landa sjå til at utsende arbeidstakarar
blir sikra dei arbeids- og tilsetjingsvilkåra som er lista
opp i direktivet, og som er fastsette i lov, forskrift eller allmenngjord
tariffavtale i vertslandet.
Dei fleste arbeidsrettslege reglane gjeld allereie i dag for
alle som utfører arbeid i Noreg. Kommunal- og regionaldepartementet
gjer likevel framlegg om at kapittelet om utsende arbeidstakarar
skal vise til alle føresegnene som regulerer arbeids- og
tilsetjingsforhold som er omfatta av direktivet. Denne løysinga
er grunngitt mellom anna i informasjonsomsyn. Det er viktig å gi
ei samla oversikt over reglane. Løysinga er også grunngitt
i at skiljet mellom reglar som gjeld for alle som utfører
arbeid i Noreg, og dei føresegnene der lovvalsreglane avgjer
om dei skal takast i bruk for utanlandske arbeidstakarar, ikkje
alltid er klart.
Lova gir høve til å gjere vedtak om allmenngjering
av tariffavtalar, dvs. at det kan gjerast vedtak om at ein landsomfattande
tariffavtale skal gjelde for alle arbeidstakarar som utfører
arbeid av den art avtalen omfattar. Dersom det blir gjort vedtak
om allmenngjering, kan tariffavtalen brukast for arbeidstakarar som
utfører tilsvarande arbeid i Noreg, jf. allmenngjeringslova § 1
nr. 1.
Departementet føreslår at reglane for utsende
arbeidstakarar skal omfatte allmenngjorde føresegner både
når det gjeld lønn og arbeids- og tilsetjingsvilkår etter § 73
M første leddet i forslaget.
LO ber i si høyringsfråsegn departementet om å vurdere å ta
inn ei føresegn tilsvarande artikkel 3 nr. 8 andre leddet
i direktivet. Denne føresegna opnar for at arbeids- og
tilsetjingsvilkår fastsette i tariffavtalar som ikkje er
allmenngjorde, kan gjerast gjeldande for utsende arbeidstakarar.
Departementet drøftar dette spørsmålet
i proposisjonen, men har kome til at ein ikkje bør føreslå ei føresegn
tilsvarande artikkel 3 nr. 8 andre leddet i utsendingsdirektivet.
Med i vurderinga er også det høvet allmenngjeringslova
opnar for dersom det syner seg at utsende arbeidstakarar får
dårlege lønnsvilkår i visse bransjar.
LO er usikker på om allmenngjeringslova er tilstrekkeleg
til å hindre sosial dumping så lenge staten ikkje
kan ta initiativ til allmenngjering. Kommunal- og regionaldepartementet
vil peike på at allmenngjeringslova § 3
tredje leddet opnar for at Tariffnemnda på eige initiativ
kan gjere vedtak om allmenngjering dersom allmenne omsyn krev det.
På dette området vil det også vere i
organisasjonane si interesse å følgje med og eventuelt
krevje allmenngjering dersom situasjonen skulle tilseie det.
Arbeidstakarar skal etter direktivet vere sikra tilgang til domstolane
i det landet dei er eller har vore utsende til. Etter gjeldande
rett har arbeidstakarar som er i Noreg for kortvarige arbeidsoppdrag,
ikkje slik tilgang utan at det er gjort avtale om det. Kommunal-
og regionaldepartementet føreslår derfor at det
blir fastsett at dei arbeidstakarane som lova omfattar, skal kunne
gå til sak ved norske domstolar for å fremme rettane
sine etter arbeidsmiljølova kap. XII B.
Kommunal- og regionaldepartementet drøftar i proposisjonen
om det bør vere ei føresegn om at sanksjonar mot
norske verksemder for brot på føresegner gitt
i medhald av utsendingsdirektivet ved utsending av arbeidstakarar,
skal kunne fullbyrdast i Noreg.
Departementet viser til at sanksjonar ilagde i utlandet i sivile
saker mot norske arbeidsgivarar, kan etter gjeldande rett fullbyrdast
i Noreg, og det same gjeld til ein viss grad for straffesanksjonar.
Det er derfor usikkert kor nødvendig ein spesialregel om
fullbyrding er, samtidig som det kan vere uheldig å innføre ein
slik regel utan at konsekvensane heilt lét seg fastslå.
Kommunal- og regionaldepartementet vil derfor ikkje føreslå ein
regel om fullbyrding av sanksjonar ilagde i utlandet mot verksemder
etablerte i Noreg.
For å sikre gjennomføringa av direktivet skal
landa peike ut eitt eller fleire samarbeidskontor eller organ som
skal ha ansvar for informasjon mellom landa og samarbeid om tilsyn.
Samarbeidskontoret bør i tillegg kunne informere utanlandske
arbeidstakarar, arbeidsgivarar og organisasjonar om kva for arbeids- og
tilsetjingsvilkår som skal gjelde ved utsending til Noreg.
Dette kan vere eit viktig element i høve til plikta til å stille
eigna ordningar til rådvelde for arbeidstakarar med sikte
på å overhalde direktivet.
Kommunal- og regionaldepartementet føreslår
at oppgåva som samarbeidskontor blir lagd til Direktoratet
for arbeidstilsynet. Arbeidstilsynet har allereie rettleiings- og
tilsynsansvar på eit fleirtal av dei områda som
utsendingsdirektivet omfattar. Det er derfor naturleg at oppgåva
som samarbeidskontor blir lagd hit.
EU-kommisjonen har sett ned ei arbeidsgruppe som har som oppgåve å greie
ut spørsmål rundt gjennomføringa av utsendingsdirektivet.
Arbeidsgruppa har føreslått at det i nasjonal
rett blir innført ein uttrykkjeleg regel om at verksemder
som sender ut arbeidstakarar, skal følgje dei reglane som
er gitt for å gjennomføre utsendingsdirektivet
i det landet arbeidstakarane er utsende til.
Kommunal- og regionaldepartementet har valt å følgje
forslaget frå arbeidsgruppa og føreslår
ei føresegn som gir norske verksemder pålegg om å sikre
at arbeidstakarane deira er omfatta av dei reglane i utsendingslandet
som gjennomfører utsendingsdirektivet. Også etter
norsk rett er det mogleg at norske domstolar vil bruke norsk rett
i ein tilsvarande situasjon. Til dømes kan ein norsk arbeidstakar
som vil gå til søksmål i samband med
eit arbeidsoppdrag i Tyskland, risikere at ein norsk domstol bruker
norsk rett på forholdet. Dette kan uthole den valfridommen arbeidstakarane
skal ha med omsyn til kvar dei kan reise søksmål
for brot på reglane etter utsendingsdirektivet. Ei slik
føresegn som den arbeidsgruppa føreslår, vil
derfor vere viktig med sikte på å gjennomføre direktivet.
Reglane for utsende arbeidstakarar skal som hovudregel ta til å gjelde
frå første dag av ei utsending. I artikkel 3 nr.
3-5 i direktivet er det likevel sett opp nokre unntak
som anten skal eller kan gjerast ved gjennomføringa av
direktivet i det enkelte landet.
Kommunal- og regionaldepartementet føreslår
ein unntaksregel i tråd med direktivet. Unntaket omfattar også eventuelle
føresegner om lønn, overtidsbetaling og ferie
som blir tekne i bruk i kraft av eit vedtak etter allmenngjeringslova,
jf. forslaget til kap. XII B § 73 M andre leddet.
Unntaket bør derfor også gå fram av allmenngjeringslova.
For utsendingsperiodar som ikkje er lengre enn ein månad,
kan det på visse vilkår gjerast unntak frå reglane
om arbeidstid og kviletid, frå reglane om minste tal på feriedagar
og frå reglane om minstelønn og overtidsbetaling.
Det kan også gjerast unntak frå reglane om
arbeidstid og kviletid og reglane om minste tal på feriedagar
med lønn når arbeidet som skal utførast,
er av svært avgrensa omfang. Det skal i tilfelle fastsetjast kriterium
for når omfanget er svært avgrensa. Direktivet
gir ingen retningslinjer for kva som skal til, men det må i
alle fall vere ein føresetnad at det er snakk om svært
kortvarige utsendingsperiodar.
Kommunal- og regionaldepartementet ser ikkje noko stort behov
for å følgje opp direktivet når det gjeld å gjere
ytterlegare unntak frå reglane. Allereie under arbeidet
med å utarbeide direktivet var Noreg imot å gjere
unntak for kortare utsendingsperiodar fordi det vil gjere det vanskelegare å hindre
sosial dumping. Slike unntak bør derfor ikkje gjerast.
Ved så kortvarige utsendingar som det er snakk om her,
vil det etter alt å dømme ikkje vere behov for å tilpasse alle
arbeids- og tilsetjingsvilkår for dei utsende arbeidstakarane.
Behovet kan likevel variere etter kva slags vilkår det
er snakk om. Det vil t.d. vere større grunn til å ta
reglane om arbeidstid og kviletid i bruk også ved svært
kortvarige oppdrag, enn reglane om feriepengar og feriefritid. Ved
heilt kortvarige utsendingar er det lite truleg at spørsmålet
om kva for eit land sine arbeids- og tilsetjingsvilkår
som skal gjelde, blir sett på spissen. Når det
gjeld reglane om ferie, har arbeidstakarane ofte gunstigare vilkår
etter reglane i heimlandet.
Etter artikkel 3 nr. 10 i direktivet kan ein gi utsendingsverksemdene
pålegg om å følgje norske arbeids- og
tilsetjingsvilkår også på andre område
enn dei som er lista opp i direktivet, dersom det dreiar seg om
føresegner om offentleg orden.
Føresegner som vedrører offentleg orden, er gjerne
av offentlegrettsleg karakter. Dei omfattar alle som utfører
arbeid i Noreg, og dei blir handheva av norske styresmakter. Kommunal-
og regionaldepartementet ser derfor ikkje at det er nødvendig å ta
slike føresegner inn i ei lov om utsende arbeidstakarar.
Når føresegnene om utsende arbeidstakarar skal takast
inn i arbeidsmiljølova, er det nødvendig å regulere
bruken av arbeidsmiljølova sine reglar for straff. Elles
ville utanlandske arbeidstakarar og arbeidsgivarar kunne straffast
t.d. for brot på ferielova eller likestillingslova med
heimel i arbeidsmiljølova sine straffeføresegner.
Det ville innebere at norske og utanlandske arbeidstakarar og arbeidsgivarar
vert handsama på ulik måte.
Det er heller ikkje meininga at Arbeidstilsynet skal føre
tilsyn med om utanlandske arbeidsgivarar sørgjer for at
arbeidstakarane får alle rettane sine etter kap. XII B.
Dei offentlegrettslege føresegnene i arbeidsmiljølova
som er omfatta av oppramsinga i § 73 M første
leddet, vil sjølvsagt Arbeidstilsynet føre tilsyn
med. Om arbeidsgivar ikkje overheld reglane om t.d. helse, miljø og
tryggleik vil derfor Arbeidstilsynet kunne gripe inn på vanleg
måte.
Arbeidsmiljølova § 55 D pålegg
arbeidsgivar å inngå skriftleg arbeidsavtale med
arbeidstakar som skal arbeide i eit anna land enn Noreg i meir enn
ein månad. Føresegna inneheld og reglar for kva
avtala minst skal seie noko om.
Kommunal- og regionaldepartementet føreslår å flytte § 55
D til § 73 P i det nye kap. XII B i arbeidsmiljølova.
Det er ikkje meint at dette skal føre til materielle endringar.
Forslaget til nytt kap. XII B i arbeidsmiljølova skal
gjennomføre utsendingsdirektivet i norsk rett, noko Noreg
er forplikta til etter EØS-avtalen. Konsekvensane av lovforslaget
blir truleg små, men det ligg ikkje føre sikre
tal for omfanget av arbeidstakarar som blir sende ut til Noreg.