Ovennevnte grunnlovsforslag, som er fremsatt av Carl I. Hagen og Fridtjof Frank Gundersen, gjelder folkeavstemninger med forslag om ny § 82, alternativt § 85 a i Grunnloven. Forslaget gjelder avgjørende folkeavstemninger, alternativ A.1 og A.2 og rådgivende folkeavstemninger, alternativ B.1 og B.2.
Når det gjelder bindende folkeavstemninger
viser forslagsstillerne til at forslaget som er fremsatt i realiteten
er identisk med det som er § 42 i den danske grunnlov.
Forslagsstillerne viser videre til at i den
senere tid er det mange saker som er avgjort i Stortinget med simpelt
flertall, og hvor det er tegn som tyder på at et betydelig
flertall av det norske folk er uenig med dette flertall på Stortinget.
Forslagsstillerne viser også til at
forslaget vil stimulere interessen for politikk og samfunnsstyring
fordi det gir den enkelte velger mulighet for å medvirke direkte
i avgjørelsen av større konkrete saker.
Når et Forslag er vedtaget af Storthinget,
kan en Trediedel af Storthingets Medlemmer indenfor en Frist af tre
Søgnedage fra Forslagets endelige Vedtagelse overfor Storthingets
President begære Folkeafstemning om Forslaget. Begæringen
skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende Medlemmer.
Et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning, jfr.
6tte Led, kan kun i det i Led 7 omhandlede Tilfælde stadfæstes
af Kongen inden Udløbet af den i 1ste Led nævnte
Frist, eller inden begæret Folkeafstemning har fundet sted.
Når det er begæret Folkeafstemning
om et Forslag, kan Storthinget indenfor en Frist af fem Søgnedage
fra Forslagets endelige Vedtagelse beslutte, at Forslaget skal bortfalde.
Træffer Storthinget ikke Beslutning
i Henhold til 3die Led, skal Meddelelse om at Forslaget skal prøves ved
Folkeafstemning snarest tilstilles Kongen, der derefter lader Forslaget
bekendtgøre med Meddelelse om, at Folkeafstemning vil finde
sted. Folkeafstemningen iværksettes efter Kongens nærmere
Bestemmelse tidligst Atten og senest Tretti Søgnedage efter Bekendtgørelsen.
Ved Folkeafstemningen stemmes for og imod Forslaget.
Til Forslagets Bortfald kræves, at et Flertall af de i
Afstemningen deltagende Borgere, dog mindst 30 Procent af samtlige
Stemmeberettigede, har stemt mod Forslaget.
Folkeafstemning i henhold til denne Paragraph
kan ikke begæres angaaende Sager om
a. at paalægge
Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder;
b. at bevilge de til Statsudgifterne fornødne
Pengesumme;
c. Gager eller Pensioner til Statens Tjenestemænd;
d. Udnævnelser som ikke gælde
Tronfølgen;
e. Militære, diplomatiske og andre
udenrigspolitiske Anliggender.
I særdeles paatrængende Tilfælde
kan et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning, stadfæstes
af Kongen straks efter dets Vedtagelse, når Forslaget indeholder
Bestemmelse herom. Saafremt en Trediedel af Storthingets Medlemmer
efter i 1ste Led omhandlede Regler begærer Folkeafstemning
om Forslaget eller det stadfæstede Forslag, afholdes saadan Folkeafstemning
efter foranstående Regler. Forkastes Forslaget ved Folkeafstemningen,
kundgøres dette af Kongen uden unødigt Ophold
og senest Fjorten Dage efter Folkeafstemningens Afholdelse.
Fra Kundgjørelsesdagen er Forslaget
bortfaldet.
De i denne Paragraph omhandlede Forslage gjælde Forslage
om Love saavel som almindelige Forslage.
De nærmere Regler for Begæringer
om Folkeafstemning og for Folkeafstemningens Forberedelse og Gjennomførelse
gives ved Lov.
Som alternativ A.1 med den endring at bestemmelsen
inntas som ny § 85 a."
Forslagsstillerne viser til at det er viktig
at det enkelte individ får størst mulig adgang
til å påvirke samfunnsutviklingen og dermed sin
egen situasjon, både i sin rolle som forbruker på markedet
og i sin rolle som velger på den politiske arena.
Folkeavstemninger, dvs. direkte demokrati, er
ifølge forslagsstillerne et viktig element i bestrebelsene
på å skape en bedre maktbalanse mellom de som
styrer og de som blir styrt. Forslagsstillerne viser til at folkeavstemninger
fremstår som en korreksjon til det representative demokrati.
Grunnlovsforslaget går ut på at
en tredjedel av Stortingets representanter innen en viss frist skal
kunne kreve at visse vedtak i Stortinget blir lagt ut til en rådgivende
folkeavstemning. Dersom det er mer enn 25 pst. valgdeltagelse, og
et flertall går imot vedtaket, må Stortinget ta
det opp til fornyet behandling og vedta det på nytt for
at det skal bli gyldig.
Forslagsstillerne viser til at det ikke dreier
seg om å gi folket en rett til å kreve at visse
saker skal tas opp til folkeavstemning, men om en rett for et mindretall
i Stortinget til å spørre folket til råds
når det gjelder forslag som alt er vedtatt, i håp
om at dette skal føre til at vedtaket blir omgjort.
Forslagsstillerne viser til at folkeavstemninger
gir vanlige mennesker en foranledning til å sette seg inn
i viktige enkeltsaker og dermed skape et informert engasjement som
ikke bare er basert på et valg mellom rundt formulerte
partiprogrammer.
Forslagsstillerne viser også til at
man i Sveits har sterkt sakrettede debatter i massemedia og at det
dreier seg om en meget dyptgående folkeopplysningsprosess som
bidrar til at hver enkelt borger føler et ansvar for sin
stemmegivning i den enkelte sak.
Det er ifølge forslagsstillerne fremholdt
som en svakhet ved folkeavstemninger at hver stemme teller likt
uten hensyn til hvor i landet den er avgitt, mens enkelte deler
av landet er overrepresentert ved stortingsvalg. Forslagsstillerne
viser til at selv om man oppfatter dette som et problem, omfatter
det i liten grad rådgivende folkeavstemninger, hvor man
i Stortinget vil ha full anledning til å trekke inn slike
distriktsvise representasjonsspørsmål i vurderingen
om man vil følge folkeavstemningsresultatet.
Forslagsstillerne viser for øvrig til
at det vil være en nyttig utfordring for politikerne å stille
klare spørsmål der det kan svares et enkelt ja
eller nei.
Behovet for folkeavstemninger er ifølge
forslagsstillerne særlig stort hvis det i valgperioden
må tas stilling til spørsmål som ikke
forelå da Stortinget ble valgt. I en slik situasjon kan
man vanskelig hevde at Stortinget representerer folkemeningen.
Forslagsstillerne fremholder at det er på det
rene at Stortinget i dag kan bestemme at det skal holdes rådgivende
folkeavstemning om ethvert spørsmål, men at det
i dag er et flertall som må kreve folkeavstemning. Det
innebærer ifølge forslagsstillerne at folkeavstemningsalternativet
praktisk talt er blokkert. Det vises til at det er ytterst usannsynlig
at et flertall på Stortinget, etter å ha fattet
et vedtak, vil spørre folket til råds etterpå.
Forslagsstillerne fremholder videre at skal folkeavstemninger få noen
praktisk betydning som korrektiv til det representative demokrati,
må et mindretall kunne kreve folkeavstemning.
Når et Forslag er vedtaget af Storthinget,
kan en Trediedel af Storthingets Medlemmer indenfor en Frist af tre
Søgnedage fra Forslagets endelige Vedtagelse overfor Storhingets
President begære Folkeafstemning om Forslaget. Begæringen
skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende Medlemmer.
Et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning, jfr.
6tte Led, kan kun i det i Led 7 omhandlede Tilfælde stadfæstes
af Kongen inden Udløbet af den i 1st Led nævnte
Frist, eller inden begæret Folkeafstemning har funnet sted.
Når det er begæret Folkeafstemning
om et Forslag, kan Storthinget indenfor en Frist af fem Søgnedage
fra Forslagets endelige Vedtagelse beslutte, at Forslaget skal bortfalde.
Træffer Storthinget ikke Beslutning
i henhold til 3die led, skal Meddelelse om at Forslaget skal prøves ved
Folkeafstemning snarest tilstilles Kongen, der derefter lader Forslaget
bekendtgøre ved Meddelelse om, at Folkeafstemning vil finde
sted. Folkeafstemningen iværksettes efter Kongens nærmere
Bestemmelse tidligst Atten og senest Tretti Søgnedage efter Bekendtgørelsen.
Ved Folkeafstemningen stemmes for og imod Forslaget.
Dersom et Flertall af de i Afstemningen deltagende Borgere, dog
minst 25 Procent af samtlige Stemmeberettigede, har stemt mod Forslaget,
maa det, for at være gyldigt, vedtages paa ny af Storthinget.
Folkeafstemning i henhold til denne Paragraph
kan ikke begæres angaaende Sager om
a. at paalægge
Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder;
b. at bevilge de til Statsudgifterne fornødne
Pengesumme;
c. Gager og Pensioner til Statens Tjenestemænd;
d. Valg eller Udnævnelser som
ikke gjælde Tronfølgen.
I særdeles paatrængende Tilfælde
kan et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning, stadfæstes
af Kongen straks efter dets Vedtagelse, når Forslaget indeholder
Bestemmelse herom. Saafremt en Trediedel af Storthingets Medlemmer
efter i 1ste Led omhandlede Regler begærer Folkeafstemning
om Forslaget eller det stadfæstede Forslag, afholdes saadan Folkeafstemning
efter foranstående Regler. Forkastes Forslaget ved Folkeafstemningen,
kundgjøres dette af Kongen uden unødigt Ophold
og senest Fjorten Dage efter Folkeafstemningens Afholdelse.
De i denne Paragraph omhandlede Forslage gjælde Forslage
om Love saavel som almindelige Forslage.
De nærmere Regler for Begæringer
om Folkeafstemning og for Folkeafstemningens Forberedelse og Gjennomførelse
gives ved Lov.
Som alternativ B.1 med den endring at bestemmelsen
inntas som ny § 85 a."
Komiteens flertall, medlemmene fra Arbeiderpartiet, Inger Lise Husøy, Laila Kaland, lederen Jørgen Kosmo og Gunnar Skaug, fra Kristelig Folkeparti, Oddbjørn Hanssen og Odd Holten, fra Høyre, Svein Ludvigsen, og fra Sosialistisk Venstreparti, Kristin Halvorsen, henviser til at grunnlovsforslag som er identisk med alternativene A.1 og A.2 tidligere er behandlet og forkastet fire ganger siden begynnelsen av 80-årene. Ved siste gangs behandling i Stortinget - 15. juni 1994 - ble forslaget forkastet mot ni stemmer, jf. Innst. S. nr. 178 (1993-94).
Flertallet henviser også til at forslaget tidligere er underkastet bred drøfting, bl.a. gjennom en egen utredning i 1991 etter oppdrag fra Stortingets presidentskap.
Flertallet konstaterer at det ikke synes å være fremkommet nye argumenter når det gjelder eventuell innføring av bindende folkeavstemning i vår forfatning, og vil derfor foreslå at alternativene A.1 og A.2 ikke bifalles.
Et annet flertall, medlemmene fra Arbeiderpartiet, Kristelig Folkeparti og Høyre, viser til at i alternativ B.1 og B.2 foreslås det innført i Grunnloven en adgang for et mindretall i Stortinget å kreve at et stortingsvedtak skal legges frem for velgerne i en rådgivende folkeavstemning. Dette flertallet slutter seg til den oppfatning som flertallet i utenriks- og konstitusjonskomiteen gav uttrykk for i Innst. S. nr. 133 (1991-92):
"Komiteens flertall, alle unntatt medlemmene fra Fremskrittspartiet, Gundersen og Hagen, anser imidlertid at folkeavstemninger i slike situasjoner bare bør være rådgivende. Flertallet understreker videre at bruken av slike rådgivende folkeavstemninger bør begrenses til unntakstilfeller og særlig viktige spørsmål."
Dette flertallet vil fastholde at rådgivende folkeavstemninger bør begrenses til helt spesielle situasjoner, og kan derfor heller ikke anbefale Stortinget å vedta alternativene B.1 eller B.2
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet, Vidar Kleppe og Carl I. Hagen, mener det først og fremst er behov for rådgivende folkeavstemninger når det er tvil om stortingsflertallet har støtte i et flertall av folket. Erfaringer viser at et stortingsflertall nødig vil la folkets mening slippe til gjennom en folkeavstemning. Dersom en rett til å kreve rådgivende folkeavstemning skal ha praktisk betydning, mener disse medlemmer at et mindretall i Stortinget må ha rett til å kreve det.
Disse medlemmer vil derfor ta opp forslag om at alternativene B.1 og B.2 bifalles.
Disse medlemmer vil subsidiært ta opp forslag om at alternativene A.1 og A.2 bifalles.
Komiteens medlem fra Sosialistisk Venstreparti ser det som ønskelig at en i større grad tar i bruk rådgivende folkeavstemning i viktige saker. Dette medlem kan imidlertid ikke slutte seg til at slike folkeavstemninger skal ha preg av "mindretallsanke" slik forslagsstillerne legger opp til, og finner det dessuten lite hensiktsmessig å regulere prosedyrene i Grunnloven slik forslaget legger opp til. Dette medlem går derfor mot de framlagte forslag.
Dette medlem har videre merket seg at bruk av folkeavstemninger er ett tema som drøftes i forbindelse med Valglovutvalgets arbeid.
Forslag fra Fremskrittspartiet:
Forslag 1
Forslag nr. 7 i Dokument nr. 12 (1995-96) til
ny § 82, alternativt § 85 a - alternativ B.1 og
B.2 - bifalles.
Forslag 2 (Subsidiært)
Forslag nr. 7 i Dokument nr. 12 (1995-96) til
ny § 82, alternativt § 85 a - alternativ A.1 og
A.2 - bifalles.
Komiteen viser til det som står foran og rår Stortinget til å gjøre følgende
vedtak:
Forslag nr. 7 i Dokument nr. 12 (1995-96) til ny § 82, alternativt ny § 85 a i Grunnloven, alternativene A.1, A.2, B.1 og B.2 - bifalles ikke.
Oslo, i kontroll- og konstitusjonskomiteen, den 18. mars 1999.
Jørgen Kosmo,
leder. |
|
Svein Ludvigsen,
ordfører og sekretær. |