Forslag fra Human-Etisk Forbund om endring av Grunnloven

Til Stortinget.

       I ovennevnte grunnlovsforslag legger Human-Etisk Forbund fram et forslag til endring av Grunnloven § 2 og av de paragrafer i Grunnloven og andre lover som måtte bli berørt av endringen. Forslaget går ut på å

       Ifølge forslagsstillerne innebærer forslaget at ulike religioner og livssyn i prinsippet blir likestilt, og at staten blir forpliktet til å likebehandle disse. Det er en forutsetning at verken religioner eller livssyn blir praktisert på en måte som krenker menneskerettighetene.

       Forslagsstillerne viser videre til den historiske utvikling som har ført til at Kirkens stilling i samfunnet og i folks bevissthet er en annen i dag enn ved utformingen av Grunnloven i 1814. Forslagsstillerne viser også til at det fra Den norske kirkes nåværende primas blir framført nye og sterke argumenter for å løsrive Kirken fra staten.

       Når det gjelder menneskerettighetene vises det til at Norge er bundet av en rekke folkerettslige konvensjoner om menneskerettighetene, hvorav den europeiske konvensjon om beskyttelse av menneskerettighetene og de grunnleggende friheter av 4. november 1950 og FN-konvensjonen om sivile og politiske rettigheter av 16. desember 1966 er de to sentrale.

       Det vises videre til at Norge er folkerettslig forpliktet til å etterleve disse konvensjonene, dvs. at vi bl.a. må sørge for at nasjonal lovgivning ikke er i strid med menneskerettighetene. Konvensjonsteksten er imidlertid ennå ikke inkorporert i norsk rett, dvs. at den ikke er gjort til en del av norsk lovgivning.

       Human-Etisk Forbund mener at menneskerettighetene bør komme til uttrykk i Grunnloven, og at menneskerettighetene skal utgjøre det etiske grunnlaget for samfunnet.

       De viser til at FNs Erklæring av 1981 om « Avskaffelse av alle former for intoleranse og diskriminering på grunnlag av religion eller tro » bør tillegges spesiell vekt for lovgivning på dette området.

       Forslagsstillerne viser videre til den økende internasjonaliseringen i verden som for Norges vedkommende bl.a. viser seg i at elevmassen i våre skoler ikke lenger er homogent norsk, men sammensatt av barn og unge med høyst varierende bakgrunn. Det blir mer og mer tydelig at de kristne formålsparagrafene i våre skoleslag ikke passer mer; de har ført til en oppdeling av elever i forskjellige grupper, de motvirker tanken om likestilling og solidaritet mellom menneskene. Forslagsstillerne mener derfor at menneskerettighetene bør utgjøre den etiske fellesnevneren også i skolen.

       Allerede i 1963 ratifiserte Norge FNs konvensjon mot diskriminering i undervisning, og i 1991 ble FNs viktige konvensjon om barnets rettigheter ratifisert av Norge. Forslagsstillerne viser til at de kristne formålsparagrafene i barnehageloven, grunnskoleloven og lov om videregående opplæring står i direkte strid med disse to konvensjoner. grunnlovsforslaget vil derfor måtte berøre lovbestemmelser også på andre områder:

       Sammenfatningsvis viser forslagsstillerne til at Norge som medlem av FN støtter det syn at alle mennesker har en medfødt verdighet og et likeverd som er ukrenkelig uansett kjønn, etnisk og kulturell tilknytning eller religion. Valg av livsanskuelse er et dypt personlig anliggende; det bør derfor ikke lenger være en stats oppgave å støtte en utvalgt religion gjennom en statskirkeordning. Favorisering av en religion i skole og barnehage er uforenlige med statens moralske og demokratiske forpliktelser.

       På denne bakgrunn fremmer forslagsstillerne følgende forslag:

       « På bakgrunn av det her anførte anmoder vi Stortinget om å be Regjeringen ta de nødvendige skritt for å skille kirken fra staten i henhold til vårt nedenfor framsatte forslag til endring av Grunnlovens § 2 (med følger for Grunnlovens overskrift til Kapittel A §§ 4, 5, 9, 12, 16, 21, 22, 27, 44 og 106).

NÅVÆRENDE ORDLYD:

A. Om Statsformen og Religionen.

§ 2

       Alle Indvaanere af Riget have fri Religionsøvelse.

       Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i samme.

§ 4

       Kongen skal stedse bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion, haandhæve og beskytte denne.

§ 5

       Kongens Person er hellig; han kan ikke lastes, eller anklages. Ansvarligheden paaligger hans Raad.

§ 9

       Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Ed: « Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overensstemmelse med dets Konstitution og Love; saasandt hjælpe mig Gud den Almægtige og Alvidende! »

       Er intet Storthing paa den Tid, samlet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet og gjentages høitideligen af Kongen paa første Storthing.

§ 12 Andre ledd:

       Af Statsraadets Medlemmer skulle over det halve Antal bekjende sig til Statens offentlige Religion.

§ 16

       Kongen anordner al offentlig Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religionssager, og paaser, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreskrevne Normer.

§ 21

       Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle civile, geistlige og militære Embedsmænd. Disse skulle, før Beskikkelse finder Sted, sværge eller, hvis de ved Lov ere fritagne for Edsaflæggelse, høitideligen tilsige Konstitutionen og Kongen Lydighed og Troskab; dog kunne de Embedsmænd der ei ere norske Borgere, ved Lov fritages for denne Pligt. De kongelige Prinser maa ei beklæde civile Embeder.

§ 22 Første ledd:

       Statsministeren og de øvrige Statsraadets Medlemmer samt Statssekretærerne kunne, uden foregaaende Dom, afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Det samme gjælder for de Embedsmænd, som ere ansatte ved Statsraadets Kontorer eller ved Diplomatiet eller Konsulatvæsenet, civile og geistlige Overøvrigheds-Personer, Regimenters og andre militære Korpsers Chefer, Kommandanter i Fæstninger og Høistbefalende paa Krigsskibe. Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing. Imidlertid nyde de to Trediedele af deres forhen havte Gage.

§ 27 Andre ledd:

       Medlem af Statsraadet, der ikke bekjender sig til Statens offentlige Religion, deltager ikke i Behandlingen af Sager, som angaa Statskirken.

§ 44

       Den Prinsesse eller Prins, som i de udi § 41 anførte Tilfælde forestaar Regjeringen, skal for Storthinget skriftlig aflægge følgende Ed: « Jeg lover og sværger at ville forestaa Regjeringen i Overensstemmelse med Konstitutionen og Lovene, saa sandt hjælpe mig Gud den Almæktige og Alvidende! »

       Holdes ei Storthinget paa den Tid, nedlægges Eden i Statsraadet, og tilstilles siden næste Storthing.

       Den Prinsesse eller Prins, som een Gang har aflagt Eden, gjentager den ikke senere.

§ 106

       Saavel Kjøbesummer som Indtægter af det Geistligheden beneficerede Gods skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Eiendomme skulle blot anvendes til disses Gavn.

FORSLAG TIL ENDRING:

A. Om Statsformen og Menneskerettighederne

§ 2

       Staten og dens Myndigheder skulle sikre Menneskenes grundlæggende Rettigheder og Friheder efter indgangne Traktater, og bidrage til at udvikle og fremme disse høie Principer.

       Alle Indvaanere af Riget have paa lige Vilkaar Frihed til Udøvelse af Religion og Livsanskuelse.

§ 4

       Oppheves.

§ 5

       Kongen kan ikke lastes, eller anklages. Ansvarligheden paaligger hans Raad.

§ 9

       Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Forsikring: « Jeg lover og forsikrer, at ville regjere Kongeriget Norge i Overensstemmelse med dets Konstitution og Love! »

       Er intet Storthing paa den Tid, samlet, nedlægges Forsikringen skriftlig i Statsraadet og gjentages høitideligen af Kongen paa første Storthing.

§ 12

       Andre ledd oppheves.

§ 16

       Oppheves.

§ 21

       Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle civile og militære Embedsmænd. Disse skulle, før Beskikkelse finder Sted, høitideligen tilsige Konstitutionen og Kongen Lydighed og Troskab; dog kunne de Embedsmænd der ei ere norske Borgere, ved Lov fritages for denne Pligt. De kongelige Prinser maa ei beklæde civile Embeder.

§ 22 Første ledd:

       Statsministeren og de øvrige Statsraadets Medlemmer samt Statssekretærerne kunne, uden foregaaende Dom, afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Det samme gjælder for de Embedsmænd, som ere ansatte ved Statsraadets Kontorer eller ved Diplomatiet eller Konsulatvæsenet, civile Overøvrigheds-Personer, Regimenters og andre militære Korpsers Chefer, Kommandanter i Fæstninger og Høistbefalende paa Krigsskibe. Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing. Imidlertid nyde de to Trediedele af deres forhen havte Gage.

§ 27

       Andre ledd oppheves.

§ 44

       Den Prinsesse eller Prins, som i de udi § 41 anførte Tilfælde forestaar Regjeringen, skal for Storthinget skriftlig aflægge følgende Forsikring: « Jeg lover og forsikrer at ville forestaa Regjeringen i Overensstemmelse med Konstitutionen og Lovene! »

       Holdes ei Storthinget paa den Tid, nedlægges Forsikringen i Statsraadet, og tilstilles siden næste Storthing.

       Den Prinsesse eller Prins, som een Gang har aflagt Forsikringen, gjentager den ikke senere.

§ 106

       Oppheves. »