Ovennevnte grunnlovsforslag, som er fremsatt av Carl I. Hagen og Fridtjof Frank Gundersen, gjelder folkeavstemninger med forslag om ny § 82, alternativt § 85 a i Grunnloven. Alternativene A.1 og A.2 gjelder bindende folkeavstemninger og alternativene B.1 og B.2 gjelder rådgivende folkeavstemninger. Det fremmes videre forslag om en ny § 82 a om initiativrett, alternativene C.1, C.2 og C.3.
Når det gjelder bindende folkeavstemninger,
viser forslagsstillerne til at forslaget som er fremsatt i realiteten
er identisk med det som er § 42 i den danske grunnlov.
Ifølge forslagsstillerne er det således presedens
for en ordning med avgjørende folkeavstemninger og ankeadgang
for et mindretall i nasjonalforsamlingen i et av våre nordiske
demokratier. Forslagsstillerne viser videre til at det i den senere
tid er mange saker som er avgjort i Stortinget med simpelt flertall. Demokrati
betyr egentlig folkestyre, og det er derfor etter forslagsstillernes
syn naturlig med den sikkerhetsventil som et system med ankeadgang
og endelig avgjørelse av folket selv innebærer.
Forslagsstillerne viser også til at et system som foreslått
vil stimulere interessen for politikk og samfunnsstyring fordi det
gir den enkelte velger mulighet for å medvirke direkte
i avgjørelsen av større konkrete saker.
Alternativ A har følgende hovedelementer:
Når et forslag er vedtatt av Stortinget, kan en tredjedel
av Stortingets medlemmer, innen tre hverdager, kreve folkeavstemning
om forslaget. Er det begjært folkeavstemning, kan Stortinget
innen fem dager etter vedtaket beslutte at forslaget skal bortfalle.
Omgjør Stortinget ikke vedtaket, skal Kongen kunngjøre
at det skal holdes folkeavstemning og settes i verk folkeavstemning
tidligst 18 og senest 30 hverdager etter kunngjøringen.
Ved folkeavstemningen skal det stemmes for og imot forslaget. Forslaget
bortfaller dersom et flertall av dem som deltar i avstemningen, likevel
minst 30 pst. av de stemmeberettigede, stemmer imot forslaget.
Ny § 82 skal lyde:
"Naar et Forslag er vedtaget af Storthinget,
kan en Trediedel af Storthingets Medlemmer indenfor en Frist af
tre Søgnedage fra Forslagets endelige Vedtagelse overfor
Storthingets President begjære Folkeafstemning om Forslaget.
Begjæringen skal være skriftlig og underskrevet
af de deltagende Medlemmer.
Et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning,
jfr. 6ette Led, kan kun i det i Led 7 omhandlede Tilfælde stadfæstes
af Kongen inden Udløbet af den i 1ste Led nævnte
Frist, eller inden begjæret Folkeafstemning har funnet
sted.
Naar det er begjæret Folkeafstemning
om et Forslag, kan Storthinget indenfor en Frist af fem Søgnedage
fra Forslagets endelige Vedtagelse beslutte, at Forslaget skal bortfalde.
Træffer Storthinget ikke Beslutning
i Henhold til 3die Led, skal Meddelelse om at Forslaget skal prøves ved
Folkeafstemning snarest tilstilles Kongen, der derefter lader Forslaget
bekjendtgjøre med Meddelelse om, at Folkeafstemning vil
finde sted. Folkeafstemningen iværksettes efter Kongens
nærmere Bestemmelse tidligst Atten og senest Tretti Søgnedage
efter Bekjendtgjørelsen.
Ved Folkeafstemningen stemmes for og imod Forslaget.
Til Forslagets Bortfald kræves, at et Flertall af de i
Afstemningen deltagende Borgere, dog mindst 30 Procent af samtlige
Stemmeberettigede, har stemt mod Forslaget.
Folkeafstemning i henhold til denne Paragraf
kan ikke begjæres angaande Sager om
a. at paalægge
Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder;
b. at bevilge de til Statsudgifterne fornødne
Pengesumme;
c. Gager eller Pensioner til Statens Tjenestemænd;
d. Udnævnelser som ikke gælde
Tronfølgen;
e. Militære, diplomatiske og andre
udenrigspolitiske Anliggender.
I særdeles paatrængende Tilfælde
kan et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning, stadfæstes
af Kongen straks efter dets Vedtagelse, når Forslaget indeholder
Bestemmelse herom. Saafremt en Trediedel af Storthingets Medlemmer
efter i 1ste Led omhandlede Regler begjærer Folkeafstemning
om Forslaget eller det stadfæstede Forslag, afholdes saadan
Folkeafstemning efter foranstaaende Regler. Forkastes Forslaget
ved Folkeafstemningen, kundgjøres dette af Kongen uden
unødigt Ophold og senest Fjorten Dage efter Folkeafstemningens
Afholdelse.
Fra Kundgjørelsesdagen er Forslaget
bortfaldet.
De i denne Paragraf omhandlede Forslage gjælde Forslage
om Love saavel som almindelige Forslage. De nærmere Regler
for Begjæringer om Folkeafstemning og for Folkeafstemningens
Forberedelse og Gjennemførelse gives ved Lov."
Som alternativ A.1 med den endring at bestemmelsen
inntas som ny § 85 a.
Forslagstillerne viser til at det er viktig
at det enkelte individ får størst mulig adgang
til å påvirke samfunnsutviklingen og dermed sin
egen situasjon, både i sin rolle som forbruker på markedet
og i sin rolle som velger på den politiske arena. I en
periode da offentlige reguleringer og statlig økonomisk
makt blir stadig mer omfattende, er det etter forslagsstillernes
syn spesielt viktig å ha rettsregler som er egnet til å tilbakeføre innflytelse
til den enkelte.
Folkeavstemninger, dvs. direkte demokrati, er
ifølge forslagsstillerne et viktig element i bestrebelsene
på å skape en bedre maktbalanse mellom de som
styrer og de som blir styrt. Forslagsstillerne viser til at folkeavstemninger
fremstår som en korreksjon til det representative demokrati.
Grunnlovsforslaget går ut på at
en tredjedel av Stortingets representanter innen en viss frist skal
kunne kreve at visse vedtak i Stortinget blir lagt ut til en rådgivende
folkeavstemning. Dersom det er mer enn 25 pst. valgdeltagelse, og
et flertall går imot vedtaket, må Stortinget ta
det opp på nytt for at det skal bli gyldig.
Forslagsstillerne viser til at det ikke dreier
seg om å gi folket en rett til å kreve at visse
saker skal tas opp til folkeavstemning, såkalt folkeinitiativ,
men om en rett for et mindretall i Stortinget til å spørre
folket til råds når det gjelder forslag som alt
er vedtatt, i håp om at dette skal føre til at
vedtaket blir omgjort.
De som er imot bindende folkeavstemninger fordi disse
innebærer et brudd på vårt representative demokrati,
vil ifølge forslagsstillerne neppe med troverdighet kunne
anføre dette argument mot rådgivende folkeavstemning.
Dersom slike folkeavstemninger skulle frata våre sentrale
politikere noe av deres sterke medieoppmerksomhet, ville
dette etter forslagsstillernes syn neppe skade verken demokratiet
eller politikerne.
Forslagsstillerne viser til at folkeavstemninger
gir vanlige mennesker en foranledning til å sette seg inn
i viktige enkeltsaker og dermed skape et informert engasjement som
ikke bare er basert på et valg mellom rundt formulerte
partiprogrammer og sympati for partilederes TV-opptreden hvert fjerde år.
Forslagsstillerne viser også til at
man i Sveits har sterkt sakrettede debatter i massemedia og at det
dreier seg om en meget dyptgående folkeopplysningsprosess som
bidrar til at hver enkelt borger følger et ansvar for sin
stemmegivning i den enkelte sak. Dersom viktige politiske beslutninger
blir truffet på basis av folkets direkte råd,
vil dette bidra til at folket lettere vil akseptere konsekvensene
dersom beslutningene senere skulle vise seg å være
uheldige. Det ville bremse på en utvikling som har bragt
politikerne mer og mer i miskreditt.
Det er ifølge forslagsstillerne fremholdt
som en svakhet ved folkeavstemninger at hver stemme teller likt uten
hensyn til hvor i landet den er avgitt, mens enkelte deler av landet
er overrepresentert ved stortingsvalg. Selv om man oppfatter dette
som et problem, omfatter det i liten grad rådgivende folkeavstemninger,
hvor man i Stortinget vil ha full anledning til å trekke
inn slike distriktsvise representasjonsspørsmål
i vurderingen om man vil følge folkeavstemningsresultatet.
Det vil selvsagt være et politisk avveiningsspørsmål
hvorvidt man vil følge en rådgivende folkeavstemning.
Her vil også mindretallets interesse kunne tas i betraktning. Et
problem ved folkeavstemninger er at det kan være vanskelig å formulere
relativt korte og presise spørsmål der det kan
svares et enkelt ja eller nei.
Forslagsstillerne viser for øvrig til
at det vil være en nyttig utfordring for politikerne å stille
klare spørsmål. Makter de det ikke, vil heller
ikke folkeavstemningsresultatet bli tillagt vesentlig betydning
når Stortinget skal avgjøre saken.
Behovet for folkeavstemninger er ifølge
forslagsstillerne særlig stort hvis det i valgperioden
må tas stilling til spørsmål som ikke
forelå da Stortinget ble valgt. I en slik situasjon kan
man vanskelig hevde at Stortinget representerer folkemeningen.
Forslagsstillerne fremholder at det er på det
rene at Stortinget i dag kan bestemme at det skal holdes rådgivende
folkeavstemning om ethvert spørsmål, men at det
i dag er et flertall som må kreve folkeavstemning. Det
innebærer ifølge forslagsstillerne at folkeavstemningsalternativet
praktisk talt er blokkert. Det vises til at det er ytterst usannsynlig
at et flertall på Stortinget, etter å ha fattet
et vedtak, vil spørre folket til råds etterpå.
Forslagsstillerne fremholder at skal folkeavstemninger få noen
praktisk betydning som korrektiv til det representative demokrati,
må et mindretall kunne kreve folkeavstemning. På denne
måten blir folkeavstemningsinstituttet en reell demokratisering,
samtidig som initiativet i prosessen forblir hos folkets representanter.
Alternativ B har samme innhold som alternativ
A ved at en tredjedel av Stortingets medlemmer kan begjære
folkeavstemning om et forslag som er vedtatt av Stortinget. Alternativ
B skiller seg fra alternativ A ved at resultatet av folkeavstemningen
aldri er bindende for Stortinget. Dersom et flertall av dem som
deltar i avstemningen (likevel minst 25 pst. av de stemmeberettigede)
stemmer imot forslaget, må forslaget, for å være
gyldig, vedtas på nytt av Stortinget.
Det er noen forskjeller mellom sjette ledd i
alternativ A og alternativ B, når det gjelder de saker
det ikke kan begjæres folkeavstemning om. Militære,
diplomatiske og andre utenrikspolitiske anliggender er med i alternativ
A, bokstav e, men er ikke med i alternativ B. Saker om valg er med
i alternativ B, bokstav d, men er ikke med i alternativ A. Disse
forskjellene er ikke begrunnet i premissene.
Ny § 82 skal lyde:
"Naar et Forslag er vedtaget af Storthinget,
kan en Trediedel af Storthingets Medlemmer indenfor en Frist af
tre Søgnedage fra Forslagets endelige Vedtagelse overfor
Storthingets President begjære Folkeafstemning om Forslaget.
Begjæringen skal være skriftlig og underskrevet
af de deltagende Medlemmer.
Et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning,
jfr. 6ette Led, kan kun i det i Led 7 omhandlede Tilfælde stadfæstes
af Kongen inden Udløbet af den i 1ste Led nævnte
Frist, eller inden begjæret Folkeafstemning har funnet
sted.
Naar det er begjæret Folkeafstemning
om et Forslag, kan Storthinget indenfor en Frist af fem Søgnedage
fra Forslagets endelige Vedtagelse beslutte, at Forslaget skal bortfalde.
Træffer Storthinget ikke Beslutning
i henhold til 3die Led, skal Meddelelse om at Forslaget skal prøves
ved Folkeafstemning snarest tilstilles Kongen, der derefter lader
Forslaget bekjendtgjøre ved Meddelelse om, at Folkeafstemning
vil finde sted. Folkeafstemningen iværksettes efter Kongens
nærmere Bestemmelse tidligst Atten og senest Tretti Søgnedage
efter Bekjendtgjørelsen.
Ved Folkeafstemningen stemmes for og imod Forslaget.
Dersom et Flertall af de i Afstemningen deltagende Borgere, dog
minst 25 Procent af samtlige Stemmeberettigede, har stemt imod Forslaget,
maa det, for at være gyldigt, vedtages paa ny af Storthinget.
Folkeafstemning i henhold til denne Paragraf
kan ikke begjæres angaande Sager om
a. at paalægge
Skatter, Avgifter, Told og andre offentlige Byrder;
b. at bevilge de til Statsudgifterne fornødne
Pengesumme;
c. Gager og Pensioner til Statens Tjenestemænd;
d. Valg eller Udnævnelser som
ikke gjælde Tronfølgen.
I særdeles paatrængende Tilfælde
kan et Forslag, som kan undergives Folkeafstemning, stadfæstes
af Kongen straks efter dets Vedtagelse, naar Forslaget indeholder
Bestemmelse herom. Saafremt en Trediedel af Storthingets Medlemmer
efter i 1ste Led omhandlede Regler begjærer Folkeafstemning
om Forslaget eller det stadfæstede Forslag, afholdes saadan
Folkeafstemning efter foranstaaende Regler. Forkastes Forslaget
ved Folkeafstemningen, kundgjøres dette af Kongen uden
unødigt Ophold og senest Fjorten Dage efter Folkeafstemningens
Afholdelse.
De i denne Paragraf omhandlede Forslage gjælde Forslage
om Love saavel som almindelige Forslage.
De nærmere Regler for Begjæringer
om Folkeafstemning og for Folkeafstemningens Forberedelse og Gjennemførelse
gives ved Lov."
Som alternativ B.1 med den endring at bestemmelsen inntas
som ny § 85 a.
En naturlig konsekvens av Fremskrittspartiets
støtte til innføring av også direkte
demokrati gjennom grunnlovsfesting av folkeavstemning, er ifølge
forslagsstillerne også å innføre den
såkalte initiativretten hvor en viss andel av de stemmeberettigede
kan kreve et spørsmål avgjort ved folkeavstemning.
Forslagene i Alternativ C innfører en slik bestemmelse
med hovedforslag om at det skal være 10 pst. av de stemmeberettigede
som ved sin underskrift skal kunne kreve avholdt en folkeavstemning,
men med 5 og 15 pst. som alternativer.
Ny § 82 a skal lyde:
"Storthinget skal bestemme at en Sag der 10
Procent af de Stemmeberettigede kræver det, forelægges
de Stemmeberettigede i en Folkeafstemning. Resultatet af Folkeafstemningen
er bindende for Storthinget dersom mindst 50 Procent af de Stemmeberettigede
har afgitt Stemme. Nærmere Bestemmelser om Initiativretten
og Folkeafstemningen kunne fastsættes ved Lov."
Som Alt. C.1, men tallet "10 Procent" i første punktum skal være "5 Procent".
Som Alt. C.1, men tallet "10 Procent" i første punktum skal være "15 Procent".